Gå til indhold
Mit Kvindeliv

Menstruation & cyklus

PMS og PMDD.

Sådan finder vi ud af, om dine symptomer hænger sammen med din cyklus.

Hvad er PMS og PMDD?

Mange kvinder mærker, at krop og humør ændrer sig i dagene før menstruationen. Hos nogle er det let at leve med. Hos andre er symptomerne så kraftige, at de påvirker arbejde, relationer og hverdag.

PMS (præmenstruelt syndrom) er den mildere og mere almindelige form. PMDD (præmenstruel dysforisk lidelse) er den svære form. Her er de psykiske symptomer så udtalte, at de kan minde om depression eller angst, men de kommer kun i dagene før menstruationen og aftager igen, når den er i gang.

Det kendetegnende er altså mønstret: Symptomerne kommer i tiden før menstruationen, bliver mindre få dage efter, at den er startet, og er væk eller meget lette i resten af cyklussen.

Hvilke symptomer kan det være?

De mest almindelige symptomer falder i to grupper. Du behøver ikke have dem alle.

Psykisk og følelsesmæssigt

  • Humørsvingninger, let til gråd eller følsom over for afvisning
  • Irritabilitet og vrede
  • Nedtrykthed, tristhed eller håbløshed
  • Angst, uro og anspændthed
  • Mindre interesse for det, du plejer at have lyst til
  • Svært ved at koncentrere dig
  • Følelsen af at være overvældet eller ude af kontrol

Kropsligt

  • Træthed og manglende energi
  • Øget appetit eller madtrang
  • Mere eller mindre søvn, eller svært ved at sove
  • Ømme bryster, oppustethed, hovedpine og led- eller muskelsmerter

Sådan stilles diagnosen

Der findes ingen blodprøve eller scanning, der kan påvise PMS eller PMDD. Diagnosen stilles ud fra mønstret i dine symptomer.

Derfor beder jeg dig ofte om at registrere symptomerne hver dag i mindst to hele menstruationscyklusser. Når man ser tilbage, husker man ofte symptomerne anderledes, end de var. I en dagbog kan vi se, hvornår symptomerne kommer, hvor kraftige de er, og om de forsvinder efter menstruationen.

Andre tilstande, for eksempel depression eller angst, kan ligne PMS og PMDD eller blive værre i dagene før menstruationen. Derfor ser jeg på hele billedet, og det er en vigtig del af vurderingen at finde ud af, om symptomerne virkelig følger din cyklus.

Registrér dine symptomer med DRSP-skemaet

Det mest brugte skema hedder Daily Record of Severity of Problems, forkortet DRSP. Det er udviklet af Jean Endicott og kolleger og bygger på kriterierne for PMDD.

Skemaet har 11 symptomer og 3 spørgsmål om, hvordan symptomerne påvirker dit arbejde, dine interesser og dine relationer. Hver aften vurderer du, hvor meget du har mærket hvert symptom i løbet af dagen, fra 1 (slet ikke) til 6 (ekstrem).

Registreringen er til dig, men den er en stor hjælp, når vi skal tale om dine symptomer sammen.

Sådan registrerer du

  1. Udfyld skemaet hver aften. Det tager få minutter.
  2. Marker de dage, hvor du har menstruation (M), og dage med pletblødning (P).
  3. Fortsæt i mindst to hele måneder, også de dage, hvor du har det godt. Det er forskellen mellem de gode og de dårlige dage, der viser mønstret.
  4. Tag registreringen med til samtalen, så vi sammen kan se, om symptomerne følger din cyklus.

Udfyld skemaet i appen

Jeg anbefaler, at du udfylder skemaet dagligt i Mit Kvindeliv-appen på Min side. Appen samler dine svar og viser forløbet gennem din cyklus, så vi sammen kan se, om symptomerne følger den.

Du bruger appen som patient hos mig. Er du ikke patient endnu, kan du booke en gratis samtale, så hjælper jeg dig i gang.

Åbn Min side

Foretrækker du papir?

Vil du ikke bruge appen, kan du hente skemaet som PDF, printe det og udfylde det i hånden. Print så mange ark ud, som du har brug for: et ark dækker en måned. Skriv måned og år, og marker, hvilken ugedag hver dato er.

Download skemaet

Dansk oversættelse af K.H. Reveles Jensen, tilpasset efter Endicott J, Nee J, Harrison W: Daily Record of Severity of Problems (DRSP): reliability and validity. Archives of Women’s Mental Health, 2006.

Hvornår skal du søge hjælp?

Det er en god idé at tale med en læge, hvis:

  • dine symptomer påvirker dit arbejde, din skolegang, dine relationer eller din hverdag
  • du har kraftige humørsvingninger, angst eller nedtrykthed i dagene før menstruationen
  • du er i tvivl om, om symptomerne skyldes PMS, PMDD eller noget andet

Sådan kan jeg hjælpe

Hos Mit Kvindeliv tilbyder jeg speciallægefaglig vurdering, rådgivning og behandling ved PMS, PMDD og andre cyklusrelaterede symptomer. Jeg tager udgangspunkt i dine symptomer, deres mønster gennem cyklussen og hvordan de påvirker din hverdag.

Du behøver ikke have udfyldt skemaet for at booke en gratis samtale. Vi kan også tale om, hvordan du kommer i gang med at registrere.

Book gratis samtale